Håndskrivning og musik
kan hjælpe børn til at regulere deres følelser


Udviklingen af de to hjernehalvdele spiller en stor rolle i forhold til, om børn er i stand til at regulere deres følelser.
Den højre hjernehalvdel repræsenterer det kreative og følelsesmæssige, som involverer børns fantasi. De vil gerne tegne, male, lege med modellervoks, bygge med klodser og lege rollelege.
Den venstre hjernehalvdel repræsenterer den logiske tænkning, som gør børn i stand til og interesseret i at læse, skrive, stave, regne og udvide ordforrådet.
Børn i førskolealderen anvender primært den højre hjernehalvdel, og når den venstre hjernehalvdel ikke er tilstrækkeligt udviklet ved skolestart, får børnene svært ved at leve op til kravene i skolen. Det resulterer i stress og følelsesmæssige udfordringer, og børnene har svært ved at regulere de stærke følelser, der blusser op.

Det er godt at kunne regulere sine følelser, når man starter i skole
Flere amerikanske undersøgelse viser, at omkring 40 % af alle børnehaveklassebørn ikke er intellektuelt, socialt og følelsesmæssigt parate til at gå i skole.
Der er en meget stor overvægt af drenge blandt de børn. Dansk forskning har vist, at 6-årige drenge gennemsnitligt er i stand til at koncentrere sig i 12 minutter om en aktivitet, de ikke selv har valgt. For piger i samme alder er det 25 minutter.
Derfor vil det være en stor fordel at lade alle drenge starte i skole et år senere. Man kan så i forhold til aktuel praksis vende bøtten om og gøre undtagelser for den minoritet af drenge, der faktisk er klar det år, de fylder 6.
Når barnets venstre hjernehalvdel ikke er tilstrækkeligt udviklet ved skolestart, skyldes det i nogle tilfælde, at barnet er kommet for tidligt i skole i forhold til dets naturlige hjernemodning.
I andre tilfælde er årsagen, at barnet har været udsat for nogle forstyrrelser i den tidlige udvikling, som betyder, at hjernens netværk af nervetråde ikke er blevet etableret fuldt ud. Der mangler at blive dannet nogle forbindelser.
Hjernestammen er en del af det neurale netværk. Den består af et bundt af nervetråde. Når der ikke er dannet tilstrækkeligt mange nervetråde, svækkes transporten af signaler mellem højre og venstre hjernehalvdel.

Håndskrivning og musik kan hjælpe barnet til at udvikle hjernen og derigennem at kunne regulere sinde følelser
Det er en udbredt misforståelse, at håndskrivning udelukkende styrker finmotorikken. Det styrker nemlig også hjerneudviklingen på vigtige områder.
Jeanette Farmer er certificeret specialist i håndskrivningens betydning for den neurologiske udvikling.
Hendes forskning viser, at en kombination af håndskrivningsøvelser og musik skaber nye forbindelser i hjernen. Højre og venstre hjernehalvdel kommer til at arbejde bedre sammen, og det giver barnet basis for at kunne holde opmærksomheden, koncentrere sig, regulere sine følelser og impulser samt blive mere velovervejet.
Håndskrivning kan skifte dominansen af barnets følelsesmæssige tilstand i den højre hjernehalvdel til et mere stabiliseret miljø i den venstre hjernehalvdel og dermed skabe kontrollerede følelser og logisk tænkning.
Men det er vigtigt at understrege, at man ikke skal starte for tidligt med at lære barnet at skrive bogstaver. Hjernemæssigt er det først parat til det i 7 års-alderen. Når barnet nærmer sig den alder, kan det begynde at lave nogle for-øvelser til håndskrivning.

Her er eksempler på aktiviteter, som barnet vil kunne hygge sig med at lave:

  • Tegne streger gennem labyrinter bestående af kurver, linjer, cirkler og firkanter
  • Trække streger mellem punkter for at skabe billeder
  • Tegne streger diagonalt, i cirkler, i kurver, med skarpe hjørner og i bokse
  • Øve sig i at skrive enkelte bogstaver

Husk at spille musik imens. Find musik sammen med barnet og være opmærksom på, at musikken ikke virker stressende.

Der findes hæfter med opgaver, der fungerer som for-øvelser til håndskrivning.
Her er et par sider til inspiration:

https://opgaverforborn.dk/
https://www.pinterest.dk/opgaverforborn/opgaver-til-b%C3%B8rnehaveb%C3%B8rn/


Kilde 1
Kilde 2
Suppleret med egne informationer.